Vanen tro var der igen i år lagt op til en forlænget weekend med blæs fra morgen til aften i Linköping. I koncerthuset, på torve, gader og stræder var byen indhyllet i orkestermusik såvel standkoncerter som marchoptog med glade træ- og messingblæsere fra hele landet og i alle aldersgrupper.
Festivalens aftenprogram indledtes fredag med koncert i Koncerthuset i Linköping med det lokale regionalensemble Östgöta Blåsarsymfoniker i et program af Beethoven. Professionelt og godt leveret omend lidt sælsomt og afgjort en smagssag, hvorvidt man syntes om Beethoven´s 7. symfoni i en transskriberet udgave for 20 blæseinstrumenter – heraf blot 4 klarinetter! Efter koncerten blev aftenen rundet af med en lille bonus-kammerkoncert med titlen “Serenader i Septemberaftenen” hvor lokale ensembler medvirkede.
Lørdag formiddag afholdtes vanen tro de svenske mesterskaber for blæserorkestre og dagen igennem kunne man opleve standkoncerter og parader rundt omkring i byen med blæserorkestre fra nær og fjern i Sverige. Festligt, flot og fornøjeligt. Og vejret var med os.
I år gæstede et af de helt store navne festivallen. Lørdag aften indtog Arméns Musikkår – det der svarer til Den Kgl. Livgardes Musikkorps i Danmark – scenen i koncerthuset. Og det blev festivallens ubestridte højdepunkt. I et spændende og varieret program der indledtes med en Ode komponeret i anledning af fejringen for det svenske kongepars 50 års jubilæum ved tronen – og kongens 80 års fødselsdag i år. Efter pausen brillierede bl.a. orkestrets tubaist Niklas Dahlstrand som solist i stykket Trolltuba – et humoristisk og originalt stykke hvori indgår både monolog, sang og spil.
53 fuldtidsansatte musikere udgør ensemblet. Og så er det jo ren fryd som slagtøjsspiller at se 8 af slagsen i ét orkester! En stor oplevelse!
Vanen tro arrangerer NOMU sammen med Blåsmusikfestivalen et komponist/tonsättar- seminar. Og i år var det den 5. af slagsen og denne gang med den norske komponist og dirigent Fredrick Schjelderup som gæst. Fredrick førte os ind i sit kompositoriske univers, hvor formidling og energi har hans store fokus. Han arbejder ud fra musikalske “kroge” (temaer), og på hvor meget man kan få ud af dem. Og han henter inspiration i norsk folkemusik.
Fredrick har udarbejdet arrangementer for begynder-blæsere, og afrundede sit indlæg med en mini-opførelse af et stykke med hjælp af Vreta Klosters Ungdomsorkester.
Festivallen afsluttedes søndag med finaleparade og fællesorkester-koncert på den store plads foran Borggården – et festligt punktum på en begivenhedsrig weekend i blæsermusikkens tegn.
En festival der vanen tro afvikles med sikker hånd og med Perry Göransson som altid veloplagt ankermand.
På gensyn i ´27!
Tekst og fotos: Michael Christensen
Svensk Blåsmusikfestival: https://svenskblasmusik.se/















