Ny musikskole til 100 millioner – Færøerne viser vejen

NOMU har afholdt møder den 15.-16. november 2019 i Thorshavn på Færøerne. Møderne var i samarbejde med Færøernes blæseorkester forening (MFH). Emnerne var fx skoleorkestre i Norden, integration af unge i orkesterlivet, erfaringer fra de forskellige nordiske lande og debat om amatørmusiklivets økonomi.

Det store højdepunkt var besøget på den helt nye Thorshavn Musikskole med en stor koncertsal til 300 tilhørere, og en mindre til 100. Der er mange undervisningslokaler med akustisk tilpasning samt mødelokaler og andre faciliteter. Et specielt udviklet video-undervisningssystem med store skærme var til rådighed i alle rum, og her kan musiklærerne tegne og illustrere alt muligt, og eleverne kan via QR-koder tage teksten med hjem på deres mobiltelefon.

Vi afholdt møderne meget spændende steder, hvor vi også fik rundvisninger – Nordens Hus og Undervisningsministeriets pædagogiske hus. Nordens Hus er et yderst smukt hus med mange sale, koncert- og teatersal med plads til 400 tilskuere, mødelokaler og en flot vegansk restaurant i en storslået ankomstlobby – midt i fiskenationen Færøerne!

Nordens hus er i to etager med en konstruktion af store glaspartier og ståldragere fra Danmark. Taget er et traditionelt græstag fra Island, der falder smukt ind i det omgivende landskab. Gulvet i bygningen er lavet af norsk granit. På Færøerne er basalt den naturligt forekommende klippe. Møblementet er af finsk oprindelse, og vægbeklædningen er svensk træ. Nordens Hus´ primære opgaver, er at være et åbent og levende kulturhus, som formidler nordisk kunst og kultur på Færøerne og udbreder og styrker færøsk kunst og kultur i norden.

Rune Hannisdal fra NMF – Norges Musikkorps Forbund holdt et debatoplæg om udvikling af orkestre og rekruttering af nye medlemmer. Hans anbefaling er, at det skal orkestrene arbejde med hele året. Hovedpunkterne ses her:

Færøerne har 8 orkestre, 13 musikskoler (nogle selvfølgelig små) og 30 kommuner i et område med 52.000 mennesker. Tænk på en hvilken som helst købstad i en nordisk by! Imponerende.

Færøernes bedste Brass Band Havnar Hornorkestur og harmoniorkester Harmoniorkestrid GHM afholdt en meget fin koncert.

Koncerten afsluttedes med en meget usædvanlig ekstra koncertoplevelse. Et orkesterprojekt med 30 udviklingshæmmede, der spillede det bedste de havde lært, 2 dirigenter, medspillende lærere, grin, gråd og engagement. En meget rørende og grænseoverskridende oplevelse, der viser musikkens og musiklivets vigtighed for alle mennesker.

Tekst: Steen Finsen, 19.11.2019
Fotos: Michael Christensen, Steen Finsen og Heini Nygaard

Læs mere:

Thorshavn Musikskole:
https://da-dk.facebook.com/torshavnarmusikkskuli

Nordens Hus:
https://www.nlh.fo/sk/