Den 17. marts afholdte Musik & Ungdom i Danmark i samarbejde med Danmarks Radio – DR Musikariet den store årlige Orkesterfestival i DRs Koncerthus. Her deltog 9 ungdomssymfoniorkestre og et stort antal mindre ensembler fordelt på 4 scener med en koncert hver time.
Hvor man end gik var atmosfæren fyldt med lækre triller og forsiringer, flotte ornamenteringer, fede riffs, stærk rytmik, skønne melodiske fraseringer og dejligt engageret sammenspil.
Hvert år er der et gennemgående tema, og i år var valget faldet på valdhornet. Orkesterfestivalen blev åbnet med en tale af DRs kulturdirektør, og en hornfanfare komponeret af Mogens Andresen udført af 50 valdhornspillere.
På alle scener var der veloplagte konferenciers, der introducerede orkestrene og værkerne, og overalt mødte man glade værter og crews, der fik alt til at fungere, og som skabte gode rammer.
Orkestrene havde alle størrelser – fra 5 til 75 – så der var stor spændvidde. Også i genrer fra verdensmusik, Big Band til musical- og klassisk musik. Og repertoiret spændte fra Tango Jalousie, Den lille elefant over Händels Fyrværkerimusik og De fire årstider til Gustav Holst´ Planeterne. Og selvfølgelig var der valdhorn-masterclasses i anledning af årets tema. Alle havde øvet sig op til festivalen og spilleglæden lyste ud af alle. Der var børn, unge, forældre og bedsteforældre. Og der var mange børnelegesteder, hvor børnene følte sig hjemme.
Dagen viste at amatørmusikken lever og sprudler, og næste år udvides Orkesterfestivalen til 2 dage, og afholdes den 7.- 8. marts 2020. Følg Orkesterfestivalen på dens egen hjemmeside: www.orkesterfestivalen.dk
Fotos: Perry Göransson
4.6.2019